Biolog skal styre dansk svømnings topnavne

Mikkel von Seelen er fortid som sportschef i Dansk Svømmeunion. Han afløses 1. februar af Lars Green Bach.
Læs mere
Fold sammen

Det bliver den biolog-uddannede Lars Green Bach, der fremover skal styre dansk svømnings topnavne som Lotte Friis, Jeanette Ottesen og Rikke Møller Pedersen.

Således har Dansk Svømmeunions ledelse med virkning fra 1. februar besluttet at ansætte 39-årige Lars Green Bach som sportschef i stedet for Mikkel von Seelen, der har fået job udenfor svømmeverdenen.

Lars Green Bach, der tidligere har været svømmetræner i Hjørring, Brøndby og Lyngby, ser frem til udfordringen.

»Den internationale eliteidræt er inde i en rivende udvikling. Det gælder også svømmesporten. Den udfordring stiller store krav til os alle om en målrettet og sammenhængende indsats i det daglige arbejde. Jeg tror på, at vi i dansk svømning formår at videreudvikle de stærke rammer, der er for svømmesporten herhjemme,« siger han i en pressemeddelelse fra Dansk Svømmeunion.

Lars Green Bach har udover sin trænergerning været tilknyttet Dansk Svømmeunion i arbejdet med at udvikle unionens tilbud indenfor træneruddannelser.

Hans opgave i unionens sportsafdeling bliver at fortsætte implementeringen af den såkaldte Svømmeplan 2016 samt sikre at der er en rød tråd fra det mindste nationale mesterskab til de største internationale såsom VM og OL.