København. Bournemouths cheftræner, Gary O'Neil, var alt andet end tilfreds efter sit holds 0-2-nederlag til Brentford i Premier League lørdag aften.

Det var i særdeleshed det straffespark, som Brentfords Ivan Toney skaffede og udnyttede til 1-0 kort før pausen, der bragte O'Neil op i det røde felt.

Han mener, at Toney havde ulovligt fat i forsvarsspilleren Marcos Senesi, inden argentineren begik nogen forseelse. At hverken dommer Jared Gillett eller VAR kunne se det, var en skandale, mener han.

- Det var på ingen måde et straffespark. Det var et frispark på Marcos. Jeg forstår ikke, hvordan vi kan have VAR, uden at det (frispark på Marcos Senesi, red.) blev dømt. Det var en skandaløs kendelse, siger O'Neil ifølge Sky Sports.

O'Neil blev tidligere i denne sæson forfremmet til cheftræner efter en fyring af Scott Parker.

Men O'Neil var også en del af trænerteamet i sidste sæson, hvor Bournemouth med Philip Billing som stor profil rykkede op i Premier League. I sæsonen forinden røg Bournemouth ud af oprykningskampen efter et dramatisk 1-3-nederlag til Brentford. Kampens dommer: Jared Gillett.

- Jeg fortalte dommeren, at jeg forventer at få en undskyldning, men den hjælper mig ikke. Vi har en forhistorie med denne dommer. Vi havde ham i semifinalen om oprykning fra Championship, og han var lige så ringe, som han var den gang, siger O'Neil.

Mathias Jensen scorede i anden halvleg kampens andet mål og sikrede Brentford holdets tredje sejr i træk.

Bournemouth har omvendt tabt otte af sine seneste ni ligakampe og ligger blot ét point over stregen i bunden af Premier League.

/ritzau/