Danmarks ottendedelsfinale ved EM i fodbold mod Tyskland blev afbrudt på ubestemt tid af kampens dommer, Michael Oliver, på grund af lyn- og tordenvejr.

Der var spillet 35 minutter af opgøret, da dommeren afblæste kampen.

Efter en pause på omkring 20 minutter vendte de to hold spillere tilbage på banen i Dortmund.

Stillingen ved afbrydelsen var 0-0.

Tyskland startede opgøret bedst og tilspillede sig flere store muligheder.

Kasper Schmeichel i det danske mål leverede dog flere gode redninger, der holdt Danmark inde i opgøret.

Dansk Boldspil-Union meldte tidligere lørdag ud, at man forventede op mod 10.000 danske tilskuere på stadion i Dortmund. Der er i alt plads til 62.000.

/ritzau/