Bevisets stilling

Det er ikke den letteste sag at drage konklusioner efter de seneste dages dopingstorm mod Michael Rasmussen, men under alle omstændigheder vil det pynte på renommeet, hvis han i klare vendinger tager afstand fra snyd i sport

Om ikke så længe foreligger resultatet af de urinprøver, der er taget af Michael Rasmussen under Touren.

Prøver der vil afsløre, om han talte sandt eller falsk, da han på sit pressemøde på hviledagen med klar ryst sagde: »I kan stole på mig.« I enhver anden sammenhæng vil prøverne give et juridisk holdbart svar: Er manden ren, eller er han på dope. Helt eller skurk ?

Sådan er det bare ikke i cykelsporten, hvilket i høj grad er branchens egen skyld, da den i årtier har fortiet og løjet om en dopingkultur, der har været en væsentlig del af livet på to hjul.

Efter de seneste dages begivenheder kan man sige, at presset mod danskeren er vokset, men man kan unægtelig også springe i modsatte grøft og hævde, at dette er jantelov i højeste potens. Bare fordi du kører i den gule førertrøje i verdens største cykelløb, skal du ikke tro du er noget...Slet ikke på landsholdet, hvor vi ikke kan bruge en mand, der glemmer at fortælle, hvor han opholder sig, lød bandbullen fra DCU. En slet skjult antydning af, at når manden gemmer sig, er det fordi han skjuler noget. Sådan kan det også udmærket være, men Rasmussen kan også have ret i, at der var uorden i postgangen. Med lad det ligge. Sagen er afsluttet med en definitiv advarsel fra UCI. Sker det igen bliver danskeren dømt som dopingsynder.

Så er der sagen om cykelskoene, der i virkeligheden var blod, eller det der ligner. En klassisk historie der har været en vandrende del af cykelmiljøet i flere år og som senest dukkede op i bogen »From Lance to Landis«, hvor synderen kun blev beskrevet som en »mand, der har vundet Tour-etaper.«

Den tidligere amerikanske mountainbike-rytter Whitney Richards fortæller, at han i marts 2002 troede han skulle tage et par cykelsko med til danskeren i Italien, men æsken viste sig at indeholde noget helt andet, hvilket er bekræftet af et vidne. Uden at gå i detaljer belaster detaljerigdommen i amerikanerens forklaring til Web-magasinet VeloNews Rasmussen.

På den anden side er timingen mærkelig. Hvorfor lige nu, hvor danskeren kører på højeste klinge på karrierens højdepunkt. Richards forklarer det med, at han blev irriteret over Rasmussens »I kan stole på mig« bemærkning.

Jeg er bestemt ikke juridisk ekspert, men godt 15 års erfaring som retsreporter siger mig, at den sag ikke holder i byretten, hvorfor jeg heller ikke mener, at Rasmussen behøver at gå så vidt som at lægge sag an mod amerikaneren. Injuriesager er svære at vinde, så hvis al juridisk anstændighed skal overholdes, må Richards føre det endelige bevis.

På den anden side vil det klæde Rasmussen, hvis han vil tage et klart standpunkt. Stå frem og tale dunder mod doping. Glem det karakteristiske skæve smil, og »I kan stole på mig.« En klar afstandtagning vil pynte på renommeet.