Betaler den høje pris

Efter på flere måder at have været ude i stormvejret på det seneste, falder det danske CSC hold nu også omkuld på cyklerne. I går var det tæt på at koste Fabian Cancellara den gule førertrøje.

CSCs Kurt-Asle Arvesen i spidsen for feltet og for CSC-rytterne, der kæmper hårdt for at forsvare Cancellaras gule trøje. Også for hårdt, antyder Jens Voigt. <br> Fold sammen
Læs mere

Hvad der skulle have været en forholdsvis fredelig arbejdsdag i Belgien arbejdede sig stille og støt op til at ende i et højdramatisk og stormende crescendo.

Den slags eksplosive overraskelser er cykelsporten så rig på, og uanset, hvad man måtte synes om massestyrt, og i dette tilfælde frygt for at en brækket hånd ville sende den gule førertrøje ud af Tour de France, er det i høj grad sådanne begivenheder, der bliver hevet frem, når meget andet er glemt.

Men alt endte tilsyneladende godt set med danske CSC-øjne.

Således kunne sportsdirektør Kim Andersen i aftes fortælle, at det langt fra var så slemt som frygtet med øjeblikkets guldfugl Fabian Cancellara, der startede dagen i Dunkerque iført passende guldbriller, men som sluttede i asfalten godt to km før målstregen i Gent.

Hvad skete der med hånden?
»Hånden en knust,« lød de første rygter ved en omsværmet CSC bus, hvor ryttere og ledere efter denne begivenhedsrige dag kunne glæde sig over slet ikke at skulle snakke om doping. Det kunne de lade andre om, hvilket formentlig passede dem rigtig godt.

»Hånden er brækket,« lød næste ubekræftede melding, alt imens Andersen holdt hovedet koldt og gav sig god tid til at svare på cykelspørgsmål på flere sprog.

»Vi har fortsat den gule trøje, det andet må vi se på senere,« lød den gentagne hovedmelding til en hungrende cykelverden, inden Andersens ansigt klarede op i det store smil:

»Han har slået hånden, men er okay.«

Sådan endte den historie. Men Cancellara var ikke eneste CSC rytter, der måtte tage tælling. Frank Schleck havde tydeligvis problemer med venstre albue efter sit fald, mens Kurt-Asle Arvesen var tredje mand i asfalten.

Tre styrt, der fik en Jens Voigt, der ellers gerne vil fremstå som tysk spasmager, til at trække i den alvorlige mine og udtrykke bekymring for de kommende dage: »Først styrtede Stuart O´Grady i London og nu dette. Vi betaler en meget høj pris for at have den gule trøje,« sagde han.

Den køber sportsdirektør Kim Andersen dog ikke. »De skal bare forsvare trøjen ved at ligge foran og undgå at styrte,« skar han igennem.

En bemærkning, der øjeblikkelig udløste modspørgsmålet om, hvorvidt Cancellara ikke burde have holdt sig i baggrunden i slutfasen, frem for at forsøge at træde sig frem i hæsblæsende spurt, der altid befinder sig i højeste risikozone.«

»Han forsøgte på ingen måde at blande sig i spurten. Han havde bevidst placeret sig omkring nede omkring nummer 40. Et sted, hvor man på ingen måde kan forvente et styrt,« afviste Andersen bestemt .

Selvom etapen blev kørt i et klassisk cykelterræn, var der ikke meget Flandern Rundt eller Het Volk over det. Det skulle da lige være den regn, der altid er trofast følgesvend til cykelløb i denne del af verden.

Formentlig var det flere sammenfaldende ting, der førte til, at lad os bare sig det ligeud en halvkedelig etape udviklede til et drama, hvor det skønnes, at mindst 30 ryttere styrtede.

»Nervøst, nervøst, vanvittigt nervøst,« lød udlægningen fra feltet, da mandagen i regnvejr var overstået.

Men skal skylden endelig skydes på nogen, kunne det være det belgiske wonderboy Tom Boonen. Dette var hans terræn og så endda i hjemlandet. Pressens og publikums pres var i højeste gear, hvilket ikke kunne undgå at påvirke ham.

»Man kunne fornemme, hvordan presset på ham spredte nervøsiteten,« mente således CSCs Jens Voigt. Først til supermandens Quick Step hold. Efterhånden til hele feltet.