Bernd Schuster klar som Real Madrid-træner

Mandag blev det officielt, at Real Madrid har hentet tyske Bernd Schuster som klubbens nye cheftræner efter fyrede Fabio Capello.

Det har svirret i luften længe, men mandag blev det så officielt. Bernd Schuster bliver ny cheftræner for Real Madrid, hvor han efterfølger italieneren Fabio Capello, som blev fyret, selv om han skaffede det første spanske mesterskab i fire år til kongeklubben.

48-årige Bernd Schuster spillede selv i Real Madrid fra 1988-90 og har desuden spillet hos både FC Barcelona og Atletico Madrid i Spanien. Han indledte sin trænerkarriere for 10 år siden med at træne Fortuna Köln og 1. FC Köln i Tyskland og kom senere til Shaktar Donetsk i Ukraine. I Spanien har han foreløbig stået i spidsen for Xerez, Levante og senest Getafe. Sidstnævnte klub førte han frem til den spanske pokalfinale, som dog blev tabt mod Sevilla.

Med Bernd Schusters udnævnelse i Madrid er vejen banet for, at danske Michael Laudrup kan overtage det ledige trænersæde i Getafe.

/ritzau/