Berggreen-scoring holder liv i Braunschweigs oprykningshåb

Læs mere
Fold sammen

Hobro solgte i vinterpausen angrebsprofilen Emil Berggreen til tyske Braunschweig, hvor han hovedsageligt blevet brugt som indskifter. Det var også tilfældet mandag, hvor han til gengæld kom ind og headede sit hold på sejrskurs.

Der er fortsat et spinkel håb for, at Braunschweig kan nå oprykningspladserne i 2. Bundesliga, men det kræver sejre her, hvor sæsonen spidser til. Derfor var det også stærkt utilfredsstillende, at Braunschweig på hjemmebane måtte gå til pause bagude 1-2 mod rækkens bundprop Aue.

Det fik træneren til at kaste Emil Berggreen på banen ti minutter inde i anden halvleg, og det lagde et større pres på udeholdet. Et lille kvarter senere udlignede Hendrik Zuck til 2-2, men et rødt kort til Maximilian Sauer kort efter gjorde det ikke just lettere at snuppe alle tre point.

Hjemmeholdet kom dog på sejrskurs, da den tidligere Hobro-angriber, med et lille kvarter igen, steg til vejrs og pandede føringsmålet i kassen.

Det fik Aue til at satse til sidst, men i stedet var det Braunschweig, der kunne lukke kampen til 4-2 på et straffespark af Marc Pfitzner.

Berggreen og kompagni ligger efter 30. spillerunde på sjettepladsen med fem point op til Karlsruher på tredjepladsen, der giver en playoff-kamp mod 1. Bundesligaens 16.-plads. Der resterer fire kampe af sæsonen.