Benzema og co. lammetævede Schweiz

Både Giroud og Benzema kom på tavlen mod Schweiz. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Frankrig mener det alvorligt ved VM. 3-0-sejren over Honduras blev lørdag fulgt op med en stor triumf over en anden af gruppefavoritterne i gruppe E Schweiz, som blev besejret med 5-2.Mod Honduras var der efter kampen tale om, at sejren kom på bekostning af en dårlig modstander og et rødt kort til Wilson Palacios lige før pausen, men mod Schweiz kan der slet ikke være tvivl om klasseforskellen. Frankrig sad på alt spillet, og sejren var ikke et mål for stort.

Træner Didier Deschamps havde mod Schweiz skiftet overraskende ud i startopstillingen og ladet Paul Pogba starte på bænken. I stedet for Juventus-stjernen fik Olivier Giroud chancen, og den greb han. 17 minutter var der spillet, da Arsenals frontløber steg til vejrs og headede sit hold foran på et hjørnespark.

Kun minuttet efter skulle de franske spillere igen juble. Denne gang var det Karim Benzema, som spillede Blaise Matuidi fri, og med et hug i det korte hjørne kunne schweizerne se begyndelsen på en stor snitter. 

Franskmændenes tredje mål blev sat ind med fem minutter til pause, da Olivier Giroud igen var på spil og lagde en flot bold ind over til Mathieu Valbuena, som blot skulle sætte foden på.

Tilskuerne på Arena Fonte Nova Salvador skulle få mange flere mål at klappe af efter pausen. Som i de første 45 minutter sad Frankrig på det hele, og nu indskiftede Paul Pogba viste sit store talent frem, da han efter 67 minutters spil lagde en næsten 'Michael Laudrupsk' aflevering over det schweiziske forsvar, og Karim Benzema afsluttede på flot vis ved at score sit tredje mål i to kampe.

Nu var forsvarerne i kampen holdt helt op med at dække op, og Moussa Sissoko fik lov at gøre det til 5-0, inden Schweiz vågnede op til dåd og med to mål trods alt viste sig lidt positivt frem. I overtiden så det ud til, at Karim Benzema fik scoret til 6-2, men dommeren fløjtede af i samme øjeblik som afslutningen.

Sejren bringer Frankrig op på seks point, mens Schweiz stadig har mulighed for avancement efter deres sejr i første runde over Ecuador.