Savner man poleret fodbold langs jorden, skal man ikke kun rette sin utilfredshed mod Superligaens spillere og trænere.

Mange uger med hård frost, is og vintermørke har sat deres præg på græsunderlaget - eller mangel på samme.

Det mærker man blandt andet på MCH Arena i Herning, hvor groundsman Karsten Paaske kæmper for at holde banen klar.

- Det er en mærkelig situation, vi er havnet i i år, forklarer han.

- Vi har banevarme på, og det tørrer jorden nedefra. Men i hele januar kom der ingen nedbør, så vi har haft varmetørring nedefra og frosttørring ovenfra.

- Vi har ingen vand i jorden. Den smule vækst i græsset, vi kunne tænke os ved at have banevarme og lidt vækstlys, er næsten umulig at opnå, fordi vi stadig skal have fugt i jorden, siger Karsten Paaske.

Manden med de grønne fingre er også formand for Groundsman Association Danmark og følger med i, hvordan banerne ser ud i resten af landet.

- Det er meget specielt. Når man ser fodboldkampene i år, er banerne meget tørre i overfladen, og de er hårde at spille på, kan man høre.

For seerne kan det se ud, som om der er drysset sand ud over banerne, men i virkeligheden er det den tørre jord, som springer op, når spillerne tackler og sparker til bolden.

Hybridbaner er designet til at lade vandmasserne løbe hurtigt igennem, hvilket er en stor fordel om sommeren. Om vinteren har funktionen den omvendte effekt.

En løsning er at vande banen hyppigt, men det skaber andre problemer, påpeger Karsten Paaske.

- Når der kommer fugt på LED-bander og sæder, fryser det til is, og det kan vi heller ikke rigtig være bekendt. Så det er hele tiden en afvejning af, hvor meget vi laver, der er godt og skidt, siger han.

En fast del af plænepasserens rutine er at tjekke vejrudsigten. Ikke bare én, men flere gange om dagen, så han og kollegerne er klar til at rykke ud, når vejrguderne tillader det.

- Det er mit arbejdsredskab. Jeg kan se, at temperaturen fredag og lørdag kommer op over nul grader, så jeg har bestilt græsfrø hjem, jeg er klar til at så lørdag formiddag.

- Jeg skal hele tiden være klar, så jeg er i gang, når der kommer varme. Så håber jeg, at vi er ved at være der, hvor der ikke kommer så meget nattefrost. En enkelt eller to dage sker der ikke noget ved. Vi skal bare ikke have den konstante frost, forklarer han.

Søndagens kamp mellem Viborg FF og Brøndby IF blev spillet på en bane, der omtrent var lige så brun, som den var grøn.

- Alle er presset på grund af mangel på lys og varme, konstaterer stadioninspektør på Energi Viborg Arena Lars Christensen.

Ud over vejret er banen presset af stankelbenslarver, som spiser græsrødderne og gør det svært at gro nyt græs, når solen en sjælden gang imellem titter frem.

Desuden er Energi Viborg Arena ramt af et algelag, som lægger sig øverst på græsset og gør banen glat.

Viborgs spillestil egner sig bedst til et jævnt græstæppe, og det lægger et naturligt pres på Lars Christensen og kollegerne.

- Klubben vil jo gerne have den bedste bane, og vi vil gerne give dem den bedste bane. Så selvfølgelig er der et pres, men de har fuld forståelse for, at vi gør alt, hvad vi kan, forklarer han.

/ritzau/