Bendtners holdkammerat dræbt i trafikulykke

ffdssdfsdf

Nicklas Bendtners tyske klub, Wolfsburg, er blevet ramt af en stor tragedie. Klubbens belgiske stortalent Junior Malanda blev lørdag dræbt i en trafikulykke på den tyske motorvej.

Den 20-årige belgiske U21-landsholdsspiller sad på bagsædet, da en Volkswagen Touareg i høj fart forulykkede ved 15.30-tiden lørdag. Malanda havde ikke sikkerhedssele på og blev slynget ud af bilen. Han var død på stedet.

Det skriver det tyske medie Bild.

Bilens fører og en anden passager blev alvorligt kvæstet. Ifølge tysk politi skyldtes ulykken en kombination af glat føre, kraftig vind og alt for høj fart.

Malanda skulle lørdag aften have rejst til Sydafrika for at forberede sig til anden halvdel af Bundesligaen sammen med sine holdkammerater. Det er endnu uvist, om træningslejren gennemføres.

Malanda nåede at optræde 17 gange og score to mål for Bundesliga-klubben.