Bendtner tæt på matchvinderrollen i debut

Nicklas Bendtner var tæt på debutscoring, da Arsenal åbnede sæsonen med en 2-1-sejr på hjemmebane mod Fulham.

Foto: Reuters Fold sammen
Læs mere

Nicklas Bendtner skulle ikke vente længere end 72 minutter på at få debut i Premier League for Arsenal søndag eftermiddag. Den 19-årige angriber blev skiftet ind på hjemmebanen, Emirates Stadium, på et tidspunkt, hvor udeholdet Fulham førte 1-0. Bendtner kunne have stjålet overskrifterne, da han kort før tid vendte rundt og afsluttede hårdt, men Fulham-målmand, Tony Warner, reddede flot.

Stillingen var på det tidspunkt 1-1, men Bendtner og Arsenal fik alligevel hevet en 2-1-sejr hjem. Kampen startede ellers skidt for Arsenal, da Jens Lehmann forærede Fulham føringen allerede i første minut. I hvert fald fejlede den 37-årige tyske målmand alvorligt, da han forærede bolden til Fulham, så David Healy let kunne score. Anderledes stod det til på målmandsposten i den anden ende, hvor Tony Warner diskede op med en række gode redninger til stor frustration for de hyppigt afsluttende Arsenal-spillere.

Warner havde dog ingen chance, da Robin van Persie udnyttede et straffespark til Arsenal-udligning seks minutter før tid. Hviderussiske Alexander Hleb sikrede Arsenal sejren i sidste minut.

/ritzau/