Bendtner fokuserer sine kræfter på træningsbanen

Nicklas Bendtner, Wolfsburg. Fold sammen
Læs mere

Nicklas Bendtner har ikke fået meget spilletid i Wolfsburg i de ni måneder, han har været der. Men hvor angriberen måske før ville udtrykke sin utilfredshed i direkte vendinger, dedikerer han nu i stedet sine kræfter til de mange træningspas for at overbevise træner Dieter Hecking til at bruge ham fra start.

I et længere interview med Bundesligaens officielle side, Bundesliga.de, fortæller angriberen om de overvejelser, han gør sig, når han den ene dag scorer hattrick i en dansk venskabskamp mod USA for i næste klubopgave at få et sølle antal spilleminutter i et pokalopgør mod Freiburg.

»I situationer som denne har jeg før begået mine fejl, og det er nok bedst at lade det være ved det. Jeg ønsker ikke at hælde mere benzin på bålet, men vil i stedet fortsætte med at byde mig til i træningerne,« siger Nicklas Bendtner ifølge den tyske fodboldside.

Bas Dost er en af årsagerne til, at Nicklas Bendtner har siddet en del på bænken i sin tid i Wolfsburg. Heckings foretrukne hollænder er godt nok inde i en stime på ni kampe uden scoring, når samtlige turneringer medregnes, men han er ifølge de kilder, som bt.dk taler med, en mere løbevillig angriber end Nicklas Bendtner og passer derfor bedre på cheftrænerens krav til spidsangriberen i 4-2-3-1-system.

Nicklas Bendtner er startet inde i fem kampe - fire i Bundesligaen og én i Europa League - i sin tid i Wolfsburg, men ellers er overtrækstrøjen for det meste ikke kommet af i kampsituationer. I så fald kun i forbindelse med enkelte indhop.

Men angriberen lader sig ikke gå på af skuffelserne.

»Den eneste vej er at arbejde videre, at kigge fremad hele tiden. Men jeg er da temmelig skuffet over, at min første sæson i Wolfsburg og Bundesligaen er forløbet sådan,« siger Nicklas Bendtner.

Bt.dk har over de seneste måneder kunne fortælle om en særdeles varm interesse fra FC København, men i interviewet siger Nicklas Bendtner, at han håber at fortsætte i Wolfsburg i næste sæson, hvor tyskerne formentlig også skal spille i Champions League.

24. april sagde Bendtner til bt.dk, at han sagtens kan se sig selv vende tilbage til FC København, hvor det hele startede for ham.

»Jeg har snakket med Ståle Solbakken et par gange, men vi har ikke snakket decideret fodbold og klubskifte. Vi har mere snakket generelt. Alle ved, jeg har en drøm om en dag at spille i FCK. Men hvornår den dag bliver, er der ikke nogen, der ved,« lød det fra Bendtner.

Hans kontrakt med Wolfsburg løber til 2017.