England var længe om at komme i gang, men endte alligevel med en sikker 2-0-sejr over Panama i sidste spillerunde i VM's gruppe L.

Sejren og de tre point betyder, at englænderne vinder gruppen med Kroatien og Ghana på de næste pladser.

Alle tre hold avancerer til 16.-delsfinalerne, mens Panama og holdets dansk-spanske landstræner, Thomas Christiansen, er færdige i turneringen.

Jude Bellingham og Harry Kane sørgede med hver sit mål efter pausen for den engelske favoritsejr.

Pletfri var Englands præstation dog ikke. Ligesom i kampen mod Ghana havde englænderne i lang tid svært ved at finde løsningerne mod en defensiv modstander.

Landstræner Thomas Tuchel havde ellers fem nye mand i sin startopstilling, men det blev spillet ikke mere dynamisk af.

Panamanerne forsvarede sig solidt og holdt England fra chancer gennem store dele af første halvleg.

Marcus Rashford havde et halvfarligt hovedstød og et frispark, der gik en smule forbi den ene stolpe, men derudover var det småt med ophidsende episoder før pausen.

Englænderne skruede op for tempoet fra anden halvlegs start og blev belønnet efter godt et kvarter. Efter et hjørnespark stak en tæt markeret Jude Bellingham venstrefoden frem og styrede bolden i mål.

Fem minutter senere gjorde Harry Kane det til 2-0 på et hovedstød efter Bellinghams indlæg fra højre side.

Det var Kanes 11. VM-mål i karrieren. Dermed er han VM-historiens mest scorende englænder.

I gruppens anden kamp sikrede Kroatien sig andenpladsen ved at besejre Ghana med 2-1.

Kroatien åbnede scoringen efter en halv time på et fladt langskud af Petar Sucic.

Føringen holdt til 73. minut, hvor Derrick Luckassen udlignede for afrikanerne.

Men syv minutter før tid steg Nikola Vlasic til vejrs og pandede et indlæg fra Luka Modric i kassen til kroatisk sejr.

/ritzau/