Belgiske stjerner slår Egypten uden Salah i VM-test

Belgien var overlegen, da Egypten blev slået 3-0 i Bruxelles i en testkamp, før det går løs ved VM i Rusland.

De belgiske verdensstjerner vandt 3-0 over Egypten i onsdag i en testkamp før VM-slutrunden i Rusland. John Thys/Ritzau Scanpix
Læs mere
Fold sammen

Bruxelles. Det flyder næsten over med klassespillere i den belgiske VM-trup, og onsdag havde Belgien da heller ingen problemer med at slå Egypten.

Testkampen før VM-slutrunden blev spillet i Bruxelles. Her sørgede to scoringer i første halvleg og et mål i overtiden for en 3-0-sejr til Belgien.

Både Belgien og Egypten deltager ved VM-slutrunden i Rusland, og Egypten måtte stille op uden Mohamed Salah, der er holdets altoverskyggende stjernespiller.

Liverpool-spilleren blev skulderskadet i Champions League-finalen for nylig, og han kæmper i øjeblikket for at blive klar.

Der var klasseforskel i de første 45 minutter i Bruxelles. Men målene lod vente på sig for Belgien.

Efter 27 minutter fik Belgien bolden i mål, og det var Manchester Uniteds Romelu Lukaku, der scorede.

Eden Hazard trak sig fri og afsluttede fladt, og Egypten-keeper Essam El Hadary formåede kun at skrabe bolden ud til en stormende Lukaku, der på riposten bankede bolden i mål til 1-0-føring.

Det blev 2-0 til Belgien efter 37 minutter, da Yannick Carrasco i venstre side spillede bolden skråt tilbage til Hazard, der sparkede den i mål.

Anden halvleg bød på et hav af udskiftninger på begge hold. Men der var ingen scoringer før i overtiden.

Her gled indskiftede Michy Batshuayi smart fri og serverede bolden til Marouane Fellaini, som nemt scorede til 3-0.

Norge slog tidligere onsdag VM-deltageren Panama 1-0 efter en tidlig scoring af Joshua King.

Belgien er i VM-gruppe med England, Tunesien og Panama, mens Egypten ved VM møder Rusland, Uruguay og Saudi-Arabien.

Mandag møder Belgien Costa Rica i den sidste test før VM.

/ritzau/