Belgierne må vente lidt endnu med at booke flybilletterne til næste års VM-slutrunde i Canada, USA og Mexico.

Lørdag kunne holdet sikre en VM-plads med tre point i Kasakhstan, men værterne fightede heroisk et 1-1-resultat hjem.

Kasakherne kan særligt takke keeper Temirlan Anarbekov, der med et hav af redninger var med til at stikke en kæp i hjulet på belgierne.

På trods af pointtabet skal der en sensation til, hvis Belgien ikke tirsdag booker billet til slutrunden. Belgien skal bruge tre point i sidste runde, hvor holdet får besøg af lilleputten Liechtenstein, der fortsat er uden point i kvalifikationen.

Det kunne have været et opgør uden noget på spil, men det sørgede kasakherne altså lørdag for, ikke er tilfældet.

Værterne fik en forrygende start, da belgiernes forsvarskæde efter mindre end ti minutter forærede bolden til 17-årige Dastan Satpaev, der strøg afsted i en kontra.

Kairat Almaty-teenageren, der til sommer skifter til engelske Chelsea, forsøgte sig fra en spids vinkel og takket være en lille afretning blev Matz Sels i det belgiske mål snydt.

Derfra var kasakherne en sjælden gæst på den belgiske banehalvdel, og kort inde i anden halvleg kom gæsterne på omgangshøjde. Den lange anfører Hans Vanaken steg til vejrs på et indlæg og stangede Belgien på 1-1.

Belgierne sværmede omkring det kasakhiske felt, men værterne forsvarede sig heroisk. Når forsvarsspillerne ikke at stod i vejen, var Temirlan Anarbekov i målet en fremragende sidste skanse.

12 minutter før tid blev de fightende værter reduceret til ti mand, da Islam Chesnokov placerede støvleknopperne på Jeremy Dokus ankel.

Det forstærkede kun det belgiske tryk, men de kasakhiske værter holdt stand og tog et overraskende point.

/ritzau/