Belgien sparker Brasilien langt ud i VM-mørket

Brasilien er ude af VM efter et 1-2-nederlag i kvartfinalen til de taktiske stærke belgiske stjernenavne.

Kevin De Bruyne øgede køligt til 2-0 for Belgien, da Brasilien blev sendt hjem fra VM med en belgisk sejr i kvartfinaleopgøret. Emmanuel Dunand/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Kasan. Det kan godt være, der ikke udbryder landesorg i Brasilien, men det er nok tæt på.

Fredag sluttede VM-festen, da Belgien dryppede salt i det smertelige sår fra VM i 2014, da Brasilien blev slagtet 1-7 i egen hule i semifinalen.

En semifinale bliver der ikke noget af denne gang i Rusland, for Belgien vandt 2-1 i kvartfinalen og sparkede de femdobbelte verdensmestre langt væk fra hæder og hyldest ved hjemkomsten.

I Brasilien falder man ikke på halen over en kvartfinale som endestation.

I det fodboldglade land græder man i højere grad over at have tabt guldet på gulvet med udsigt til, at det er Belgien med en sprudlende Eden Hazard, der møder Frankrig i semifinalen

Marcelo var tilbage i startopstillingen hos Brasilien, efter at han stod over mod Mexico i ottendedelsfinalen med en rygskade.

Fernandinho afløste Casemiro på midtbanen, mens Marouane Fellaini og Nacer Chadli var med fra start hos Belgien i forhold til sejren over Japan.

Første halvleg blev indledt hektisk og med intensitet fra begge mandskaber, og efter 13 minutter kom Belgien foran.

Kevin De Bruyne sparkede et hjørnespark, og Vincent Kompany steg til vejrs, men det var Fernandinho, der sendte bolden i mål, og han blev noteret for et selvmål.

Neymar måtte behandles uden for banen for smerter i det ene skinneben, men kom tilbage inden halvlegens sidste kvarter.

Det var Kevin De Bruyne ligeglad med. Romelu Lukaku brugte alle sin kræfter på at holde fast i bolden på egen banehalvdel, inden han fandt De Bruyne.

Manchester City-spilleren var helt kølig, tog sig god tid og hamrede bolden i mål fra kanten af straffesparksfeltet til 2-0.

Gabriel Jesus forsøgte sig på et hovedstød, og Philippe Coutinho prøvede fra distancen, men Belgiens våben var en solid defensiv og kontraspillet.

Brasilien pressede på i anden halvleg. Gabriel Jesus røg omkuld efter 55 minutter, og det resulterede i et straffespark, som siden blev annulleret efter hjælp fra videodommerne.

Brasilien var i offensiven, og Belgien forsvarede mere og mere, men med et kvarter igen headede Renato Augusto Brasilien på 1-2.

Agusto forsøgte sig på en stor mulighed med et skud i det 80. minut, men var uheldig, mens Philippe Coutinho ramte helt skævt på et stort tilbud kort efter.

Thibaut Courtois reddede fremragende i overtiden, og Belgien slukkede VM-lyset for Brasilien.

/ritzau/