Beckham-skade bremser ikke billetsalg i USA

Selv om David Beckham endnu ikke har spillet et minut i den amerikanske Major League Soccer, er der run på billetsalget til LA Galaxys kampe.

David Beckhams debut i den amerikanske fodboldliga, Major League Soccer (MLS), lader fortsat vente på sig. Englænderen er ankelskadet, men alene hypen om hans person har givet en eksplosiv effekt i billetsalget til hans klub Los Angeles Galaxys kampe.

Ifølge MLS er der foreløbig meldt næsten eller helt udsolgt til otte ud af LA Galaxys resterende 11 udekampe, blandt andet har 40.000 sikret sig billet i New York, når Galaxy møder New York Red Bulls. Beckhams navn er så stort, at man i Toronto FC ligefrem har udsendt en pressemeddelelse om den kommende kamp mod Galaxy.

- Hvis Beckham ikke bliver klar til at spille kampen, så kan billetten ikke refunderes, lyder beskeden fra Toronto-klubben.

Galaxy-træner Frank Yallop siger, at David Beckham er meget ivrig for at komme i gang med at spille, så han kan være med til at markedsføre fodbolden i USA.

- Jeg kan følge fansenes skuffelse. Men de bør indse, at han er kun et menneske, og han har en virkelig øm ankel, siger træneren.

/ritzau/