RB Leipzig sprudlede i perioder offensivt og kom tidligt foran mod Bayern München, men forsvarsfejl blev straffet af det ustoppelige førerhold i Bundesligaen.
Der var gang i offensiven i begge ender lørdag aften på Red Bull Arena, men til sidst blev Leipzig kørt over, da Bayern vandt 5-1.
Særligt den 24-årige franskmand Michael Olise imponerede efter et indhop, hvor han på under 40 minutter leverede tre oplæg og en scoring.
Sejren øger Bayern Münchens forspring til 11 point ned til Borussia Dortmund på andenpladsen, mens Leipzig fortsat ligger på fjerdepladsen i Bundesligaen.
Conrad Harder startede ude for Leipzig, men den 20-årige dansker kom ind med ti minutter tilbage.
Leipzig kom bedst fra start. David Raum sendte en bold ind i feltet, som Romulo Cardoso omsatte til 1-0. Kort efter var det tæt på 2-0, da Antonio Nusa blev spillet fri, men den 20-årige nordmand sparkede over mål.
Leipzig havde generelt en lovende første halvleg, men scoringer fra Bayern München er næsten uundgåelige i øjeblikket. Da Leipzig tabte en dyr bold, udlignede Serge Gnabry kynisk til 1-1. Det var hans mål nummer 100 i Bayern-trøjen.
Efter knap en times spil blev Michael Olise sendt på banen, og det viste sig at være en fremragende beslutning fra Bayern-træner Vincent Kompany
Efter 66 minutter kostede en anden Leipzig-fejl dyrt. Ridle Baku mistede fodfæstet, og en aflevering fra Michael Olise endte hos Harry Kane. Inde i feltet er englænderen uhyre farlig, og han sparkede køligt bolden i mål til 2-1.
Leipzig fortsatte ellers med at komme til store chancer, men da 19-årige Yan Diomande fik en friløber, diskede den over dobbelt så gamle Neuer op med en klasseredning.
I kampens sidste ti minutter lukkede Bayern opgøret. Først scorede Jonathan Tah, derefter Aleksandar Pavlovic, og begge var assisteret af Olise. Til sidst satte franskmanden selv prikken over i'et med en scoring til 5-1.
Conrad Harder var til sidst tæt på at score for Leipzig, men hans forsøg ramte stolpen.
/ritzau/
