Bayern München slår Mainz og haler ind på Dortmund

Med en 2-1-sejr over Mainz er Bayern München nu to point efter Dortmund, der lørdag delte med Hertha Berlin.

Efter en række lunkne resultater ser det ud til, at Bayern München har fundet melodien.

Lørdag tog det tyske storhold sin anden ligasejr i træk, da Mainz blev besejret med 2-1 på udebane.

Da Bundesligaens tophold, Borussia Dortmund, lørdag kun fik 2-2 hjemme mod Hertha Berlin, er sydtyskerne kun to point efter Thomas Delaney, Jacob Bruun Larsen og co. i toppen af den tyske liga.

Leon Goretzka bragte de forsvarende mestre foran kort før pausen, da han på fornem vis helflugtede et indlæg fra Joshua Kimmich i mål.

Tre minutter efter pausen udlignede Mainz' midtbanespiller Jean-Paul Boëtius til 1-1. Daniel Brosinski sendte et indlæg ind i feltet, som hollænderen tæt på mål sparkede i kassen.

Med cirka en halv time tilbage kom det forløsende mål for Bayern München, da spanske Thiago Alcântara blot skulle sætte foden på en tværaflevering fra Robert Lewandowski for at gøre det til 2-1.

Jacob Bruun Larsen fik cirka et kvarter på banen, da Dortmund lørdag spillede 2-2 mod Hertha Berlin.

Den 18-årige brite Jadon Sancho stod for begge Dortmunds mål, mens det var den tidligere Chelsea-spiller Salomon Kalou, der leverede berlinernes mål. Det sidste blev sparket ind på straffespark i kampens ekstratid.

Dermed stoppede Dortmunds stime af sejre i den bedste tyske række. Før lørdagens opgør havde klubben vundet fire kampe i træk i ligaen.

/ritzau/