Bayern München render fra alle rivaler i Bundesligaen

Bundesligaen begynder fredag, og Bayern München er ifølge ekspert storfavorit til at vinde titlen igen.

Foto: CHRISTOF STACHE. Bundesligaen begynder fredag, og Bayern München er ifølge ekspert storfavorit til at vinde titlen igen.
Læs mere
Fold sammen

Bayern München har vundet det tyske mesterskab seks år i træk, og ingen kan true sydtyskerne i denne sæson.

Det vurderer Henrik Hvillum, der er fodboldkommentator hos Eurosport og har fulgt Bundesligaen i mange år.

»Det er svært at se, hvem der skal kunne udfordre Bayern de næste mange år.«

»I takt med at de bliver ved med at vinde, så øger de faktisk afstanden. Det er svært at se andet, end at de vinder ganske overlegent igen,« siger Hvillum.

Ny Bayern-træner er klubbens tidligere spiller Niko Kovac, som senest var ansat i Eintracht Frankfurt, og med ham ved roret i stedet for Jupp Heynckes kan man forvente en anderledes spillestil.

»Jeg kan tvivle lidt på spillestilen, som under Kovac i Frankfurt var afventende og destruktiv. Det har ikke været specielt kønt eller sjovt at se på Frankfurt de seneste par år, men det har været effektivt og givet gode resultater.«

»Nu får han materialet til at spille sprudlende fodbold, og det bliver spændende at se, om han kan omstille sig selv fra den lidt mere defensive og destruktive spillestil til at dominere kampene.«

»Det er en af de store ubekendte faktorer i Bayern,« siger Hvillum.

Bayern sluttede sidste sæson skidt af med at ryge ud af Champions League, tabe pokalfinalen til Frankfurt, og klubbens stjerneangriber Robert Lewandowski ville væk.

Rivalerne i Bundesligaen vil ifølge Henrik Hvillum blive RB Leipzig, Hoffenheim og Borussia Dortmund, der har hentet Thomas Delaney.

»Mit bedste bud på nogen, som kan true Bayern, er Dortmund. Jeg forventer, at Delaney får en rolle på holdet, hvis stil passer ham ualmindeligt godt. Det er suverænt godt castet.«

Bundesligaen indledes fredag aften, når Bayern tager imod Hoffenheim.

/ritzau/