Bayern München-træner Vincent Kompany får det bedre og bedre dag for dag, og han er ved godt mod.

Sådan lyder det fra Aaron Danks, der er assistenttræner i Bayern München, der har talt med Kompany løbende, efter at belgieren kollapsede under en træning i sidste uge.

- Jeg aflagde ham et kort besøg mandag. Han er ved godt mod. Det ser ud til, at han får det bedre dag for dag, siger Danks ifølge Reuters.

Endnu er der ikke fastsat en dato for Kompanys tilbagevenden, men han forventes at være ude i flere uger.

- Der er ikke noget nyt omkring diagnosen, eller hvornår han er tilbage på arbejdet. Lad ham hvile sig, lad ham tage den tid, han har brug for, siger Danks.

40-årige Kompany faldt om under fredagens træning og blev kørt på hospitalet. I dagene forinden havde han døjet med virus og gået glip af nogle træningspas.

- Vi havde en god samtale, men vi holdt os fra at snakke fodbold og taktik. Det var bare en hyggelig snak. Det var rart at se ham og få talt sammen, siger Danks.

Assistenten fortæller om nogle begivenhedsrige dage og en følelsesmæssig rutsjebanetur i den sydtyske klub, da Harry Kane mandag vandt Ballon d'Or og blev kåret som verdens bedste fodboldspiller.

- Vi handler professionelt. Den seneste uge har budt på livets yderpunkter. Med glæde og optur for Harry på den ene side. Og svære stunder de seneste dage på den anden side, siger Danks.

Bayern München tager onsdag imod Magdeburg i anden runde af den tyske pokalturnering, mens Borussia Dortmund kommer på besøg i Bundesligaen på lørdag.

Tirsdag i næste uge skal Bayern ude møde Atlético Madrid i Champions League.

RITZAU