Bayern München så med ti minutter tilbage af den ordinære spilletid mod Freiburg ud til at lide et sjældent nederlag lørdag eftermiddag.

Men i kampens døende minutter scorede Bundesligaens førerhold tre gange og vendte 0-2 til sejr.

På den måde undgik Bayern München sit andet nederlag i denne Bundesliga-sæson.

Holdet bevarer også den store føring i toppen af den tyske liga. Der er ni point ned til andenpladsen, Dortmund, som senere lørdag vandt topkampen hos Nikolas Nartey og Stuttgart 2-0 efter to scoringer i overtiden.

Kampen i Freiburg lørdag startede skidt for Bayern München.

Hjemmeholdets Johan Manzambi tog chancen fra lang afstand, og selv om bolden havde lang vej ind til målet, stod Bayern-keeper Manuel Neuer helt stille, og bolden gik i mål.

Neuer så igen uheldig ud ved Freiburgs scoring til 2-0. Den erfarne målmand satsede stort på et hjørnespark, men fik ikke slået bolden væk. I stedet faldt bolden ud til Lucas Höler, som kunne score til 2-0.

Føringen holdt helt til det 81. minut, men så begyndte det at gå galt for hjemmeholdet.

Reduceringen kom efter en flot afslutning fra Tom Bischof. Den 20-årige Bayern-spiller sendte et tørt hug fra distancen til 1-2.

Til sidst lagde Bayern München et tungt pres på Freiburg-forsvaret, og Bischof scorede endnu engang på et flot langskud til 2-2.

Kampen gik ind i over otte minutters tillægstid, før den afgørende scoring faldt.

Denne gang var det 18-årige Lennart Karl, der fik prikket bolden i mål og fuldendte det vilde comeback.

/ritzau/