En akut mangel på målmænd har ramt den tyske storklub Bayern München.
Manuel Neuer og Jonas Urbig var i forvejen ude med skader, og tredjemålmanden Sven Ulreich er nu også tilføjet listen af skadede målmænd. Det oplyser Bayern München søndag på klubbens hjemmeside.
37-årige Sven Ulreich pådrog sig en muskelskade i lørdagens 1-1-kamp mod Bayer Leverkusen. Ulreich stod på mål i stedet for Urbig, der er ude med en hjernerystelse.
Med på bænken mod Leverkusen var teenageren Leonard Prescott. Den 16-årige keeper kan komme til at stå i onsdagens Champions League-kamp mod Atalanta.
Bayern München vandt den første af to ottendedelsfinaler mod Atalanta med hele 6-1 i Bergamo. Så returkampen på hjemmebane burde på papiret være en smal sag for tyskerne.
Som det ser ud lige nu, vil den eneste anden mulighed være en keeper fra klubbens reservehold.
Manuel Neuer arbejder mod at gøre comeback efter en muskelskade, men veteranen ventes ikke klar til kampen mod Atalanta.
Til gengæld forventes Jonas Urbig at være tilbage i løbet af den kommende uges tid.
/ritzau/
