Selv om Bayern München måtte klare sig uden topscorer Harry Kane, havde Bundesligaens førerhold ingen problemer med at udspille Borussia Mönchengladbach.

Det blev derfor også til en overbevisende 4-1-sejr på Bayerns hjemmebane, Allianz Arena, fredag aften.

Luis Díaz brillerede i første halvleg med mål og assist, og da Mönchengladbach kort inde i anden halvleg fik et rødt kort, havde gæsterne til sidst ikke en chance.

Bayern fortsætter sæsonen som det suverænt bedste hold i Bundesligaen. Holdet har kun tabt én af de første 25 kampe. Med 14 point ned til nummer to, Dortmund, er det højst usandsynligt, at Bayern ikke vinder sit 35. tyske mesterskab i denne sæson.

Fredag aften manglede Bayern stjernespilleren Harry Kane, der er ude med en mindre lægskade. Englænderen har ellers scoret 30 mål i Bundesligaen i denne sæson.

Trods fraværet af den britiske målscorer kom der efter godt en halv times spil gang i den sydtyske målfabrik.

Leon Goretzka spillede Luis Díaz fri med en lækker aflevering, og fra kort afstand var colombianeren kølig og sparkede hjemmeholdet foran 1-0.

Kort inden pausen fordoblede Bayern München føringen med et gennemført angreb.

Luis Díaz spillede Konrad Laimer fri, og østrigeren tøvede ikke med at hamre en kanonkugle i nettet.

Den 39-årige målmand Manuel Neuer var tilbage i Bayerns startopstilling efter at have været ude i to kampe med en skade. Han spillede dog kun første halvleg, da han i pausen blev skiftet ud med 22-årige Jonas Urbig.

Ti minutter inde i anden halvleg kom Nicolas Jackson fri til en stor chance. Inden han kunne afslutte ordentligt, blev han dog nedlagt af Rocco Reitz. Det udløste både straffespark og rødt kort til Reitz.

Jamal Musiala omsatte straffesparket sikkert til 3-0, og i 80. minut lukkede Jackson praktisk talt kampen med en scoring til 4-0.

Gladbach fik til sidst pyntet en smule på resultatet, da 17-årige Wael Mohya gjorde det til 1-4, men det ændrede ikke på kampens udfald.

/ritzau/