Barcelonas B-kæde kørte Elche over

Barcelonas Sergi Roberto fejrer sin scoring til 2-0
Læs mere
Fold sammen

FC Barcelona spillede sig sikkert videre til Copa del Rey's kvartfinaler, da de torsdag aften slog Elche 4-0. 

FC Barcelona var så godt som sikre på at gå videre, da de havde vundet det første opgør 5-0. Derfor havde træner Luis Enrique da også valgt at spare det meste af holdet til kampen torsdag aften. Der var således ændret på hele otte positioner i forhold til det første opgør, hvor kun målmand Marc-André ter Stegen, Marc Bartra og Sergi Roberto fik genvalg.

Det betød dog ikke, at FC Barcelona overlod overtaget til hjemmeholdet Elche. Snarere tværtimod. Barcelonas b-kæde virkede sultne efter at vise sig frem over for træner Luis Enrique, og hans mandskab kunne gå til pause med en føring på 3-0.

Den franske forsvarsspiller Jérémy Mathieu bragte catalanerne foran efter 21 minutter da han bankede et frispark direkte i kassen. Barcelona bragte sig yderligere foran kort før pausen, da Sergi Roberto og Pedro gjorde det til henholdsvis 2-0 og 3-0.

FC Barcelona fortsatte det flotte spil i anden halvleg og havde to store chancer i løbet af de første fem minutter. Elche formåede aldrig rigtigt at blive farlige, og det var i flere omgange tættere på en Barcelona-scoring end en scoring til hjemmeholdet.

Og i kampens overtid var det da også Adriano, der kunne lukke og slukke med sin scoring til 4-0.

Resultatet betyder, at FC Barcelona går videre med en samlet 9-0-sejr. I kvartfinalen kan catalanerne dog formentlig se frem til mere modstand. Her venter Atletico Madrid, der tidligere torsdag aften sendte Real Madrid ud.