Barcelona viklede sig ud af nedtur

Mateo Musacchio ærgrer sig gul og mere gul efter at have lavet kampens andet selvmål, da Barcelona får udlignet og kommet på sporet af sejr. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

De spanske mestre blev reddet fra nederlag mod Villarreal af to selvmål.

Sejrsmålet stod der Lionel Messi på. Men ellers var ikke meget ved det betryggende set med Barcelona-optik, da det blev til en kneben sejr på 3-2 ude mod Villarreal søndag aften.

Hjemmeholdet indledte kampen bedst og pressede Barcelona højt på banen, så der aldrig kom ro over opspillet fra de catalanske kæledægger, som har haft svært ved at finde ind til den vanlige, meget spildominerende og virilt chanceskabende stil.

Fuldt fortjent kom Villarreal foran i 45. minut, da Cani scorede et smukt mål. Og kort efter pausen fordoblede værterne føringen mod et Barcelona-mandskab, der ubestrideligt er i en formkrise efter deres Champions League exit for få uger siden.

Cesc Fabregas kom på banen for Xavi i et forsøg på at vende kampudviklingen. Men Barcelona, der inden mødet med Villarreal havde tabt tre ud af de sidste fire kampe i ligaen, lignede ikke et hold som på nogen måde kunne vikle sig ud af endnu et truende nederlagsscenario.

Der var dog stor gæstfrihed fra hjemmeholdets side. Og med to selvmål af Paulista og Musacchio fik Messi og kompagni færten af point - og måske en sejr.

Den skulle komme på et af kampens bedst gennemførte angreb. Busquets fandt med et kattepotevip Cesc Fabregas i fuldt løb inde i feltet og den indskiftede midtbanemand headede med fint overblik Messi fri til et nemt skud med højrebenet og et uhyre vigtigt mål, hvis håbet om et mesterskab skal leve på respiratorniveau.

Sejren sender Barcelona på andenpladsen, fire point efter Atletico Madrid og to foran Real Madrid. Sidstnævnte har dog en udsat kamp mod Valladolid, der afvikles 7. maj, men møder inden da Valencia hjemme.