Barcelona vandt smal sejr over Celta

soccer-spainfsf
Læs mere
Fold sammen

Barcelona vandt søndag aften 1-0 over Celta, der havde Michael Krohn-Dehli i startopstillingen.

Spaniens nummer et kæmpede længe med at bryde igennem forsvaret hos ligaens nummer elleve, mens Michael Korhn-Dehli og resten af Celtas offensiv bed fra sig i den anden ende.

Alligevel endte de første 45 minutter uden mål, og kampen skulle helt hen i det 74. minut, før favoritholdet fra Barcelona bragte sig foran. Her var det forsvarsspilleren Jérémy Mathieu, der med et hovedstød satte bolden ind bag nettet til 1-0.

Kort før det var Michael Krohn-Dehli blevet skiftet ud. Danskeren havde nogle gode afleveringer i løbet af første halvleg, men havde det svært på grund af den hårde modstand fra Barcelona.

Kampens mest mærkværdige hændelse kom mod slutningen af kampen, hvor Celtas Fabián Orellana blev frustreret over, at Barcelonas Sergio Busquets tog sig god tid til at tage et frispark. I sin frustration samlede Celta-spilleren et stykke græs op og kastede det direkte i hovedet på Barcelona-spilleren. Det opdagede dommeren, som reagerede prompte ved at give Orellana et direkte rødt kort.

Med 1-0-sejren bevarer Barcelona føringen på fire point over Real Madrid i Primera División.