Barcelona-træners far er død forud for El Clásico
FC Barcelonas cheftræner, Hansi Flick, har mistet sin far, kort før han potentielt kan vinde La Liga.

FC Barcelonas cheftræner, Hansi Flick, har mistet sin far, kort før han potentielt kan vinde La Liga.

Den tyske FC Barcelona-træner, Hansi Flick, har søndag aften mulighed for at sikre det spanske mesterskab, når Barcelona møder rivalerne fra Real Madrid i El Clásico.
Forud for storkampen har den 61-årige træner mistet sin far. Det oplyser Barcelona søndag på den sociale platform X.
- FC Barcelona og hele blaugrana-familien ønsker at sende al vores kærlighed til Hansi Flick efter farens bortgang.
- Vi deler din sorg, og vores tanker er med dig og din familie i denne svære tid, lyder det fra klubben i opslaget.
Barcelona topper La Liga med 11 point ned til Real Madrid, mens der resterer fire kampe af sæsonen.
Catalanerne kan dermed sikre mesterskabet for andet år i træk, hvis holdet undgår nederlag til Real Madrid på Camp Nou søndag aften.
Det fremgår ikke af klubbens meddelelse, at Flick skulle misse kampen, og han forventes fortsat at stå på sidelinjen i den potentielt afgørende kamp.
Barcelona møder samtidig et Real Madrid-hold med flere markante fravær.
Den franske stjerne Kylian Mbappé er ikke med i truppen efter at have været tvivlsom op til opgøret. Også Federico Valverde, Dani Carvajal, Rodrygo, Arda Güler, Dani Ceballos, Ferland Mendy og Éder Militão er ude af truppen.
Kampen fløjtes i gang søndag klokken 21.00.
/ritzau/