Barcelona-træner roser Bilbaos helt: Livsfarlig i feltet

Ernesto Valverde og Barcelona blev sænket af Aritz Aduriz' saksesparksmål i fredagens ligaåbner i Spanien.

La Liga Santander - Athletic B
Aritz Aduriz ses her i øjeblikket efter sit perlemål mod Barcelona. Vincent West/Reuters Fold sammen
Læs mere

Bilbao. I nederlagets stund finder Barcelona-træner Ernesto Valverde anledning til at rose Athletic Bilbao-veteranen Aritz Aduriz, efter at han fredag aften sænkede Barcelona i slutminutterne af den spanske ligapremiere, hvor baskerne vandt 1-0.

Barcelona var opmærksom på, at den 38-årige bomber kunne skabe ravage, da han kom på banen i det 88. minut. Minuttet efter lavede han et fabelagtigt saksesparksmål.

- Da jeg så ham lægge an til at skyde, så vidste jeg præcis, hvad der ville ske. Han dominerer fuldstændig, når der kommer indlæg, og jeg er overhovedet ikke overrasket over hans afslutning.

- Med Aduriz på banen er alle indlæg i feltet livsfarlige, og han scorede et fremragende mål, siger Ernesto Valverde ifølge Reuters efter Barcelonas første nederlag i en ligapremiere i 11 år.

Det var 15. sæson i træk, at Aduriz kom på måltavlen i Spaniens bedste fodboldrække. Det var hans mål nummer 158 i Primera Division.

Han medgiver dog, at fredagens drømmemål kan være et af de sidste i karrieren.

- Nogle gange er fodbold smukt, og når man mindst forventer det, får man sådan et indlæg og sparker den i nettet.

- Det er utroligt, når man får den støtte fra fansene, som jeg fik, og det bliver umuligt ikke at savne den følelse, men alting har en ende, siger Aduriz.

Bilbao-træner Gaizka Garitano er sikker på, at Aduriz fortsat vil være en værdifuld joker for klubben, fordi angriberen stadig er dedikeret på træningsbanen.

- Han er en første til at ankomme til træning og den sidste til at gå. Måske mister man lidt skarphed med alderen, men aldrig viljen til at vinde.

- Det var et fantastisk mål, han lavede. Selv om han er 38 år, har han en unik evne til at ramme bolden rigtigt, og han vandt kampen for os. Uanset hvor gammel han er, kan han gøre en forskel for os, siger Bilbao-træneren.

/ritzau/