Fodboldtræneren Xabi Alonso går en stor fremtid i møde, selv om ægteskabet mellem Alonso og Real Madrid blev kort og ulykkeligt.
Sådan lyder det fra Hansi Flick, der er cheftræner for ærkerivalen FC Barcelona.
- Han er en fantastisk træner, og han går en stor fremtid i møde.
- Jeg har et meget nært forhold til ham, for jeg mødte ham, da han var træner i Leverkusen, og jeg var tysk landstræner, og siden har vi holdt kontakten. Han er en fantastisk træner, men i fodbold må man acceptere, hvordan tingene udspiller sig, siger Hansi Flick på et pressemøde.
Xabi Alonso havde stor succes som cheftræner i Leverkusen, som han blandt andet førte frem til et tysk mesterskab i 2024 efter en sæson som ubesejret.
Opholdet i Real Madrid varede dog kun i cirka et halvt år. Resultaterne var hverken horrible eller fantastiske, men der var tilsyneladende uro på de indre linjer, har spanske medier beskrevet.
Uoverensstemmelserne har blandt andet handlet om, at Alonso forlangte mere professionalisme og ville gøre op med alle former for slendrian, men flere nøglespillere og præsident Florentino Pérez bakkede ikke træneren op.
Derfor blev parterne enige om at gå hver til sit i mandags. Det var dagen efter Super Cup-finalenederlaget til FC Barcelona.
Hansi Flick føler sig overbevist om, at Alonso næppe har haft sit sidste job i en storklub.
- Jeg ønsker ham alt det bedste, og jeg tror, at han lander et nyt job, og at der venter et stort projekt for både ham og hans kommende klub, siger Flick.
Barcelona fører La Liga fire point foran Real Madrid midtvejs i sæsonen.
Onsdag aften skal Real Madrid i aktion i pokalturneringen ude mod Albacete. Her står den tidligere topspiller Álvaro Arbeloa på sidelinjen som afløser for Alonso.
/ritzau/
