Barcelona-træner fastholder sin forklaring om Messis fravær

Luis Enrique føler sig ikke presset i Barcelona.
Læs mere
Fold sammen

Luis Enrique fastholder sin forklaring om årsagen til Lionel Messis fravær ved mandagstræningen efter de seneste dages spekulationer om, at forholdet mellem de to halter, og at Lionel Messi kan være på vej til Chelsea.

Det har handlet om alt andet end fodbold i Barcelona de sidste tre dage. Torsdag aften er det så tid til bold igen, når Barcelona møder Elche i Copa del Rey, men nærmest ingen af spørgsmålene på onsdagens pressemøde i Spanien kom til at handle om pokalkampen.

I stedet fokuserede det store fremmøde af journalister på den uro, der har været i Barcelona, siden holdet tabte med 1-0 til Real Sociedad søndag aften. Et af samtaleemnerne var Messis udebliven fra mandagstræningen, som flere har tolket som et klart tegn på argentinerens utilfredshed med sin cheftræner Luis Enrique.

Den forklaring giver Luis Enrique ikke meget for.

»Det (fraværet, red.) er, som det er blevet meldt officielt ud, og det er sandheden,« siger Enrique og hentyder til de maveproblemer, som Messi angiveligt har døjet med.

Lionel Messi begyndte at følge Chelsea på det sociale medie Instagram, efter Luis Enrique bænkede ham mod Sociedad, og dét sammenholdt med spekulationerne om Messis utilfredshed har givet næring til rygterne om, at argentineren kan være på vej til London.

Luis Enrique ønskede dog ikke at bidrage til spekulationerne om Messis fremtid og fortalte i stedet, at han stadig har det samme forhold til spillerne i omklædningsrummet, herunder Messi, som da sæsonen begyndte.