Barcelona snubler i spansk topstrid

soccer-spafgdfdfg
Læs mere
Fold sammen

Det lader til, at slutspurten i den spanske mesterskabskamp bliver en gyser lige til sidste spillerunde. Lørdag aften snublede ligaens førerhold, FC Barcelona, da en 2-0-føring ude mod Sevilla blev sat over styr. 2-2 endte den kamp.

Dermed er rivalerne fra Real Madrid, der lørdag vandt 3-0 hjemme over Eibar, nu kun to point efter Barcelona. Og der resterer syv spillerunder.

Lionel Messi drejede efter 14 minutters spil flot bolden over i det lange hjørne til 1-0. Og da Neymar et kvarter senere på imponerende vis krøllede et frispark i nettet, lignede det en afgjort sag.

Men Sevilla fik kastet en livline ud kort inden pausen, hvor argentinske Ever Banega reducerede til 1-2.

I en sand heksekedel på Estadio Ramón Sánchez Pizjuán lagde værterne i anden halvleg et stort tryk på Barcelonas stjerner. Og syv minutter før tid gik den ikke længere. En grov forsvarsfejl af Gerard Pique førte til, at Kevin Gamiro til sidst kunne prikke 2-2-scoringen ind bag Barcelona-keeper Claudio Bravo.