FC Barcelona er syv point foran Real Madrid i toppen af La Liga med blot otte runder tilbage af sæsonen.
Det er bundlinjen efter en lørdag, hvor Real Madrid overraskende tabte 1-2 til bundholdet Mallorca, mens Barcelona siden vandt med samme cifre i et ophedet møde med Atlético Madrid.
Den polske angrebsveteran Robert Lewandowski kom ind fra bænken og blev matchvinder for Barcelona, der spillede hele anden halvleg i overtal. Udover et rødt kort bød opgøret også på ti gule kort og flere lange VAR-gennemsyn.
Kampen i hovedstaden var den første af tre mellem Barcelona og Atlético Madrid på blot ti dage, eftersom de to også mødes i Champions Leagues kvartfinaler. Første møde er onsdag på Camp Nou.
Ligesom i sæsonens hidtidige tre indbyrdes opgør i liga og pokal var der lørdag aften god gang i løjerne fra første fløjt.
Antoine Griezmann og Fermin Lopez bød ind i hver sin ende, og efter 35 minutter traf Lamine Yamal ydersiden af stolpen efter sin første farlige aktion.
Det var dog trænerens søn Guiliano Simeone, som åbnede ballet, da han efter knap 40 minutter sparkede bolden i kassen til 1-0 efter en lang og præcis fremlægning af den tidligere Barcelona-spiller Clement Lenglet.
Bare et par minutter senere bragte Marcus Rashford balance i regnskabet efter en bande med Dani Olmo i en veludført omstilling, og det blev startskuddet til en skidt periode for værterne.
Inden pausefløjtet blev venstreback Nicolas Gonzalez således præsenteret for sit andet gule kort - siden ændret til et direkte rødt kort - for at bremse Yamal lige uden for feltet.
Kort efter genstarten jublede Atlético Madrid-træner Diego Simeone stort, da Gerard Martin fik et direkte rødt kort for at komme for sent i en duel.
Men smilet stivnede, da dommeren efter at have været ved VAR-skærmen ændrede sin kendelse til et gult kort, og Barcelona fortsat var i overtal.
Barcelona dominerede stort, men hjemmeholdets sidste skanse, Juan Musso, tog godt fra i de situationer, som den hårdt kæmpende defensiv ikke selv løste.
Efter 87 minutter måtte argentineren dog give fortabt, da Barcelonas portugisiske back Joao Cancelo med en god aktion fremtvang en ripost, der ramte Lewandowski på skulderen og sprang i mål.
/ritzau/
