Barcelona-sejr med blandede følelser

FC Barcelona knuste Valencia med 3-0, men Lionel Messi måtte udgå med en skade og er tvivlsom til kampen mod Real Madrid om en uge.

FC Barcelona knuste på udebane Valencia med 3-0, men Barca-træner Frank Rijkaard forlod dog alligevel Estadio de Mestalla med nogle rynker i panden. Årsagen var, at holdets argentinske stjernespiller Lionel Messi i slutningen af første halvleg måtte forlade banen med en knæskade. Dermed er Messi tvivlsom til topbraget i næste spillerunde hjemme i Barcelona mod rivalerne fra Real Madrid.

Men Rijkaard havde dog også en del at glæde sig over. Eksempelvis må han være godt tilfreds med, at angriberen Samuel Eto'o efter en lang skadespause igen er på toppen. Inden der var spillet en halv time, havde han med to scoringer bragt Barcelona foran med 2-0. Valencia blev udspillet i hele kampen, og holdet var heldig med kun at indkassere yderlige et enkelt mål sat ind af Eidur Gudjohnson.

Barcelona ligger nu i tabellen på andenpladsen kun ét point efter Real Madrid på førstepladsen. Real Madrid kan dog genskabe afstanden med en sejr søndag på hjemmebane mod Osasuna.

/ritzau/