Den Gule Ubåd, Villarreal, har sejlet sikkert i denne sæson, men søndag dummede holdet sig hjemme mod topholdet FC Barcelona.

En udvisning allerede i første halvleg gjorde betingelserne for svære for hjemmeholdet, der trods masser af chancer tabte 0-2 til de forsvarende mestre.

Det genskaber Barcelonas forspring til Real Madrid i toppen. Afstanden er igen fire point efter 18 spillerunder. Villarreal er på fjerdepladsen 11 point efter Barcelona, men har spillet to kampe færre.

Det var to hold, som gerne ville frem over banen, der havde sat hinanden stævne på El Madrigal.

Chancerne kom i begge ender, og allerede efter godt ti minutter fik Barcelona spillets største chance, da Villarreal begik et klodset straffespark på Raphinha.

Brasilianeren omsatte selv, og få minutter senere stod kun trekantsammenføjningen i vejen for hans tordendrøn fra omkring 20 meter.

Hjemmeholdet var dog helt på omgangshøjde med mesterholdet. Faktisk havde Villarreal flest chancer i den første halve time, men skarpheden manglede i den grad i de afgørende sekvenser.

Barcelonas høje bagkæde var som ofte før udfordret, men Villarreal - eller rettere Renato Veiga - gjorde vejen tilbage i kampen markant vanskeligere syv minutter fra pause.

En hovedløs og alt for voldsom tackling bagfra på Lamine Yamal et helt ufarligt sted på banen gav ham et direkte rødt kort.

Dermed kunne Barcelona øge boldbesiddelsen, men den totale kontrol formåede Flicks hold ikke at tage. Til det var organisationen i de bageste geledder for udfordret.

Villarreal kom fortsat frem til gode muligheder, men effektiviteten var skuffende hos de gulblusede.

Joan Garcia diskede op med nogle gode redninger, og i stedet for en udligning udnyttede Barcelona en af sine chancer til reelt at afgøre kampen efter 63 minutter.

Et uskønt klumpspil i hjemmeholdets felt endte med, at Lamine Yamal med en tåhyler gjorde det til 2-0.

/ritzau/