Barcelona står til at få en nøglespiller tilbage på midtbanen.
21-årige Gavi er klar til at vende tilbage for catalanerne, efter at han har været ude med en knæskade i godt et halvt år. Det oplyser klubben på sin hjemmeside.
Spanieren kan potentielt allerede komme i spil hos cheftræner Hansi Flick i søndagens kamp mod Sevilla. Gavi har ikke spillet for Barcelona siden august 2025.
- Jeg er meget glad på Gavis vegne. Jeg håber, at han kan få nogle minutter søndag, men vi må tage det skridt for skridt, siger Flick i en udtalelse til klubben.
- Han har en lang karriere foran sig, og vi skal håndtere det rigtigt, lyder det fra den tyske cheftræner.
Gavi har igennem sin unge karriere været uheldig med skader. I 2023 blev han ramt af en knæskade, som kostede mere end ti måneders pause.
Spanieren var tilbage på holdet i den forgangne sæson, hvor han spillede 42 kampe for klubben og var med til at vinde både mesterskab og pokalturnering i Spanien.
I denne sæson nåede han kun at spille under halvdelen af minutterne i de to første kampe af La Liga-sæsonen, før knæproblemerne vendte tilbage.
Den 23. september blev han opereret, og ifølge Barcelonas hjemmeside har det siden krævet 172 dage med "hårdt arbejde" for at komme tilbage i kampform.
Barcelona ligger efter 27 spillerunder på førstepladsen i La Liga med fire point ned til Real Madrid på andenpladsen.
Kampen mod Sevilla spilles søndag klokken 16.15 på Camp Nou.
/ritzau/
