Frustrationerne er fortsat store i FC Barcelona efter 0-2-nederlaget hjemme til Atlético Madrid onsdag aften i den første af to kvartfinaler i Champions League.

Barcelona har torsdag leveret en officiel klage til Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) og kalder det en stor fejl, at der ikke blev dømt straffe til hjemmeholdet i anden halvleg. Det oplyser klubben på sin hjemmeside.

- Vi anmoder om en undersøgelse af episoden og ønsker at høre kommunikationen mellem dommerne, skriver Barcelona.

Klubben ser gerne, at der kommer en offentlig indrømmelse af fejlen.

Barcelona henviser til en hændelse i begyndelsen af anden halvleg, hvor gæsterne fik et målspark.

Atlético-målmand Juan Musso havde efter Barcelonas vurdering sat spillet i gang, da Atlético-stopperen Marc Pubill rørte bolden med hånden for at lægge den klar til at tage målsparket.

Den rumænske dommer Istvan Kovacs mente dog ikke, at bolden var sat i spil, da Atlético-spilleren tog fat i bolden med hånden.

Barcelona-træner Hansi Flick var efter kampen frustreret over, at VAR ikke greb ind. Han undrede sig over, at det ikke skete.

- Jeg ved ikke, hvorfor VAR ikke blev brugt.

- Dommeren var fremragende, men vi laver alle fejl - men hvad er meningen med at have VAR? Jeg forstår det ikke, siger Hansi Flick til spanske Movistar.

Hændelsen foregik inde i Atlético Madrids straffesparksfelt og kunne potentielt have udløst et straffespark til Barcelona.

På det tidspunkt var hjemmeholdet bagud med 0-1 og jagtede en udligning.

- Der burde være blevet dømt straffespark og givet et andet gult kort til spilleren, som så var blevet udvist, da han allerede havde fået en advarsel, siger Hansi Flick.

Der venter nu Barcelona en vanskelig opgave, når holdet på tirsdag gæster den spanske hovedstad i returopgøret.

/ritzau/