Barcelona-ikonet Alexia Putellas forlader klubben efter 14 år
Den dobbelte Ballon d'Or-vinder og anfører på FC Barcelonas kvindehold, Alexia Putellas, siger farvel.

Den dobbelte Ballon d'Or-vinder og anfører på FC Barcelonas kvindehold, Alexia Putellas, siger farvel.

FC Barcelonas fodboldkvinder siger farvel til en af de største profiler i holdets historie.
Den spanske stjerne Alexia Putellas forlader den catalanske klub efter 14 sæsoner, når hendes kontrakt udløber denne sommer.
Det oplyser Barcelona på sin hjemmeside.
Den 32-årige midtbaneprofil har spillet 507 kampe for den spanske storklub, hvilket er næstflest i klubbens historie, og hun har i alt vundet 38 trofæer med Barcelona.
Hendes triumfer tæller fire Champions League-titler, ti ligatitler, ti Copa de la Reina-titler, seks spanske supercup-titler og otte Copa Catalunya-titler.
Lørdag var den spanske anfører med til at vinde årets Champions League-finale 4-0 over Lyon.
Putellas har vundet Ballon d’Or to gange i 2021 og 2022. I 2023 var hun med til at vinde VM i Australien og New Zealand med det spanske landshold.
Hun kom til Barcelona som 18-årig i 2012 fra Levante og har udviklet sig til en af de bedste kvindelige fodboldspillere i verden.
- Historien om Alexia Putellas er en fortælling om talent, viljestyrke og kærlighed til en spiller, der er blevet meget mere end en fodboldspiller, skriver Barcelona på sin hjemmeside.
Hun siger farvel til klubben ved en ceremoni, der finder sted onsdag på Camp Nou.
- Her får FC Barcelona Femení mulighed for at anerkende arven efter en spiller, der er blevet et forbillede både på og uden for banen, og som har været med til at løfte kvindefodbolden globalt, lyder det fra klubben.
/ritzau/