Barcelona henter trekvart milliard med nyt frasalg

Med flere penge i kassen kan Barcelona måske registrere nogle af sine nye stjerner før sæsonstart.

Andreas Christensen er denne sommer skiftet til Barcelona, men lige nu er han ikke registreret i La Ligas systemer, og derfor kan han ikke spille gældende kampe for klubben. Ethan Miller/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

FC Barcelona har hårdt brug for penge i kassen, så klubben kan registrere sine dyrt indkøbte stjerner før sæsonstart lørdag.

Fredag har den spanske storklub afsløret, at den har solgt 24,5 procent af selskabet Barca Studios, der blandt andet står bag klubbens digitale lyd- og videoproduktioner.

Det indbringer klubben 100 millioner euro svarende til knap 750 millioner kroner. Køberen er selskabet Orpheus Media.

Det skriver Barcelona på sin hjemmeside.

Barcelona har haft travlt i sommerens transfervindue, hvor store navne som Robert Lewandowski, Andreas Christensen og Jules Koundé er kommet til.

Ingen af dem er dog blevet registreret i den spanske ligas systemer endnu, selvom Barcelona lørdag indleder den nye La Liga-sæson.

Det skyldes, at La Liga stiller økonomiske krav til klubberne. De krav skal opfyldes, hvis klubberne skal have lov til at registrere spillere.

Barcelona er lige nu i enorme økonomiske vanskeligheder og opfylder dermed ikke kravene. Derfor har klubben derfor solgt flittigt ud af diverse rettigheder på det seneste.

24,5 procent af Barca Studios er allerede blevet solgt fra, og fredag blev yderligere 24,5 procent altså afhændet.

Derudover har Barcelona solgt 25 procent af sine tv-rettigheder til investeringsselskabet Sixth Street og på den måde hentet kontanter til den slunkne pengekasse.

Barcelona forsøger også ihærdigt at komme af med spillere for at spare lønkroner. Det gælder blandt andre danske Martin Braithwaite, ligesom den hollandske stjerne Frenkie de Jong også meldes på vej væk, selv om han angiveligt ikke har den store lyst til at forlade storklubben.

Det store spanske medie Sport, der har meget fokus på Barcelona, mener, at Barcelona med fredagens økonomiske indsprøjtning får mulighed for at registrere i hvert fald nogle af de mange nye stjerner.

I skrivende stund råder cheftræner Xavi ikke over Robert Lewandowski, Andreas Christensen, Jules Koundé, Franck Kessie og Raphinha, som alle er nye i klubben, når Barcelona møder Rayo Vallecano lørdag.

Derudover er hverken Sergi Roberto eller Ousmane Dembélé registrerede til weekendens sæsonåbner. Det skyldes, at de to har underskrevet nye kontrakter.

/ritzau/