Barcelona bekræfter: Gavi har overrevet korsbåndet

Barcelona må det næste stykke tid undvære Gavi, da han blev korsbåndsskadet i Spaniens kamp mod Georgien.

Gavi måtte lade sig udskifte efter 26 minutter i Spaniens kamp mod Georgien på grund af en knæskade. Fold sammen
Læs mere
Foto: Cesar Manso/Ritzau Scanpix

Det så ikke godt ud, da stortalentet Gavi lod sig udskifte i Spaniens EM-kvalifikationskamp mod Georgien søndag aften.

Den 19-årige FC Barcelona-spiller humpede af banen og holdt sig til højre knæ.

Nu bekræfter Barcelona på sin hjemmeside, at Gavi er blevet slemt skadet.

Klubben skriver, at han har overrevet sit korsbånd i højre knæ. Derudover er menisken i knæet også blevet beskadiget.

De kommende dage vil Gavi gennemgå operationer, og Barcelona vil derefter give en ny opdatering på skaden.

Barcelona må højst sandsynlig undvære Gavi i en længere periode, da korsbåndsskader ofte tager adskillige måneder at komme sig over.

Det er uvist, om den unge profil kan nå at få en rolle på Spaniens landshold til sommerens EM-slutrunde.

Gavi har trods sin unge alder allerede spillet 27 landskampe for Spanien, hvor han har scoret fem mål.

Han fik debut for FC Barcelona, da han var 17 år og 25 dage gammel. Det gjorde ham på daværende tidspunkt til den fjerdeyngste debutant i klubbens historie.

Han er i dag noteret for 111 kampe for Barcelona og var fast mand i startopstillingen i den seneste sæson, hvor den catalanske klub vandt det spanske mesterskab.

/ritzau/