Banen føles som en sky og skoene som en trampolin: Norsk atletikstjerne kritiserer ny teknologi

Ny teknologi er blevet det store samtaleemne under atletikken ved OL i Japan. Særlige superspikes under skoene og spændstige løbebaner har bidraget til flere nye rekorder, og nu kritiserer den norske guldvinder i hækkeløb teknologien for at underminere sportens troværdighed.

Den nye olympiske mester i 400 meter hækkeløb, norske Karsten Warholm, frygter, at ny teknologi underminerer troværdigheden i de rekordtider, der for tiden bliver sat i atletikkens verden. Fold sammen
Læs mere
Foto: Phil Noble
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den nyslåede olympiske mester i 400 meter hækkeløb, norske Karsten Warholm, fyrede efter dagens sejr en bredside af mod en særlig ny teknologi, som op til de olympiske lege i Tokyo har skabt debat blandt atleter og kommentatorer. Det drejer sig om Nikes såkaldte superspikes, de nyudviklede pigge under skoproducentens nyeste sko til løbebaner.

Problemet er ifølge Warholm, som betegner de nye sko som »bullshit«, at piggene i samspil med en kulfiberplade og et særligt affjedrende skum i sålen fungerer som en trampolin – og dermed underminerer troværdigheden i de rekordtider, der for tiden bliver sat i atletikkens verden.

Karsten Warholm, som selv vandt guld med rekordtiden 45,94 sekunder, peger specifikt på sin rival Rai Benjamin, som vandt sølv med tiden 46,17 sekunder – i sig selv et brud på den tidligere verdensrekord – og som ifølge Warholm »løb på luft« på grund af sine sko.

»Jeg kan ikke se, hvorfor man skulle putte noget som helst nedenunder en sprintersko,« siger nordmanden ifølge britiske The Guardian.

Teknologien i Nikes nye skolinje er blevet et sprængfarligt emne blandt atleter og eksperter på grund af sin angiveligt præstationsfremmende effekt, og atletikeksperter har i forvejen forudset en veritabel eksplosion af rekordtider under OL i Tokyo.

Både sko og baner

Det affjedrende letvægtsskum kendt som Pebax var også en komponent i de sko, som den kenyanske langdistancestjerne Eliud Kipchoge havde på, da det i 2019 lykkedes ham at gennemføre et maratonløb på under to timer.

Rai Benjamin selv, sølvvinderen i 400 meter hækkeløb, peger dog selv på en anden forklaring end sine sko. Nemlig banen, som med et særligt gummigranulat i sig selv udgør et teknologisk nybrud inden for atletikken.

Den nye kombination af teknologi i sko og baner bliver tilskrevet en afgørende rolle i moderne atletik, hvilket også blev fremhævet lørdag, da ikke mindre end seks løbere gennemførte finalen i kvindernes 100 meter løb på under 11 sekunder.

Seks løbere gennemførte finalen i kvindernes 100 meter løb på under 11 sekunder, herunder guldvinder Elaine Thompson-Herah fra Jamaica. Fold sammen
Læs mere
Foto: Charly Triballeau/Ritzau Scanpix.

Ifølge designeren bag banen i Tokyo, Andrea Vallauri, forøger banen atleternes præstation med mellem én og to procent.

Også indenfor andre olympiske felter skaber ny teknologi debat og beskyldninger om snyd på vægten.

Nærmere bestemt i banecykling, hvor det danske OL-hold er blevet beskyldt af flere andre deltagere for at mindske kørernes luftmodstand ved hjælp af tape på benene og særlige aerodynamiske trøjer ved dagens løb, hvor danskerne gik videre til finalen mod Italien.