Balitsch sendte Hannover på tavlen

Hannover 96 fik sæsonens første point efter et energisk matchvindermål af Hanno Balitsch i udekamp mod Karlsruhe.

Med et lidt heldigt bandespil med Mike Hanke blev Hanno Balitsch matchvinder, da Hannover 96 fik sæsonens første tre point i Bundesligaen med fredagens udesejr på 2-1 over Karlsruhe på Wildparkstadion.

Nyoprykkerne fra Karlsruhe havde ellers masser af selvtillid efter en premieresejr i den forgangne weekend ude over FC Nürnberg, og det begyndte helt efter planen for hjemmeholdet med et føringsmål sat ind med hovedet af Maik Franz kort før pausen.

Men så viste angriber Mike Hanke noget af den farlighed, der tidligt i karrieren gjorde ham til en populær ung tysker. Først sendte Mike Hanke bolden i nettet til 1-1, og senere spillede han bande med Hanno Balitsch, og Balitsch havde energien og heldet til at afgøre matchen ved at sende bolden mellem benene på Karlsruhes målmand, Markus Miller.

/ritzau/