Bakken Bears har forstærket sig med en dansk landsholdsspiller.
Den 204 centimeter høje forward Daniel Andreas Mortensen, der startede sæsonen i spanske Real Murcia, skifter til Bakken Bears med øjeblikkelig virkning.
Det oplyser Bakken Bears i en pressemeddelelse fredag.
- Jeg tror, det vil være en god mulighed for at kunne udvikle mig som spiller og få nogle nye udfordringer i forhold til at være med til at spille europæisk basket.
- Jeg forventer at komme til at bidrage til holdet og sammenspillet i Bakken Bears sammen med nogle dygtige spillere og at kunne udbygge mit eget spil yderligere og udvikle mig som spiller fremadrettet, siger Mortensen.
Han spillede begge landsholdets seneste to kampe i sidste weekend, hvor Danmark overraskede stort ved at slå både Litauen og Tjekkiet i EM-kvalifikationen.
- Vi havde Daniel på besøg i sommer, hvor han trænede med, men han var dengang fast besluttet på at fortsætte sin karriere i udlandet.
- Vi er derfor glade for, at han kiggede vores vej, da hans ophold i Spanien ikke gik, som det skulle, siger Bakken-sportsdirektør Michael Piloz.
Daniel Mortensen fik sin basketballopdragelse i Glostrup og sit danske gennembrud i Hørsholm, hvor han spillede i Basketligaen fra 2013 til 2015.
Herefter var han fire år i USA - først et år i Wright State University efterfulgt af tre år hos Barry University.
Den professionelle karriere blev indledt i 2018 i svenske Wetterbygden, inden turen gik til Spanien uden den helt store succes.
- Jeg har haft svært ved at finde mig til rette på banen i et nyt system i Murcia og har ikke fået den rolle, som måske var forventet af mig.
- Derfor valgte klubben, at det ville være i begges bedste interesse at stoppe samarbejdet, forklarer Mortensen.
/ritzau/