Badmintonforbund vedtager nye regler: Nu skal man spille til 15
Fra januar næste år skal man i stedet for 21 point blot bruge 15 point for at vinde et badmintonsæt.

Fra januar næste år skal man i stedet for 21 point blot bruge 15 point for at vinde et badmintonsæt.

Siden 2006 har 21 været det vigtigste tal for badmintonspillere verden over, men fra næste år bliver det tal ændret til 15.
15 point er nemlig, hvad der fremover skal til for at vinde et badmintonsæt.
Det har Det Internationale Badmintonforbund (BWF) lørdag besluttet på sin årlige generalforsamling, som fandt sted i Horsens, hvor Thomas og Uber Cup i disse dage løber af stablen.
Det fremgår af en nyhed på BWF's hjemmeside, hvor det desuden oplyses, at den tidligere danske OL-guldvinder og BWF-præsident Poul Erik Høyer er indlemmet i badmintonsportens hall of fame.
Det kommende pointsystem betyder, at kampe ligesom nu skal afgøres over tre sæt. Men mens der nu skal 21 point til en sætsejr, kan spillerne altså fremover nøjes med 15.
Pointsystemet er gennem en periode blevet testet og analyseret, og ved generalforsamlingen blev det stemt igennem med det nødvendige flertal på to tredjedele eller derover.
- 3x15-pointsystemet er designet til at skabe mere spændende og konkurrencepræget badminton, forbedret planlægning, mere ensartede kampvarigheder og potentielle fordele for spillernes trivsel og restitution.
- Ved at skabe pressede situationer tidligere i kampen og skabe tættere stillinger samt mere dramatiske afslutninger, sigter formatet mod at holde fans engagerede fra første duel til den sidste, siger BWF-præsident Khunying Patama Leeswadtrakul.
Foruden ovenstående er en af årsagerne til regelændringen, at kampene bliver kortere. Lige nu overskrides tidsplanen nærmest dagligt ved store badmintonturneringer, og de sene kampe kan vare til ud på natten.
Det vil man forsøge at komme til livs med kortere kampe.
/ritzau/