Det var allerede tæt på at være sikkert, men lørdag blev det en kendsgerning.

Københavnerklubben B.93 rykker efter tre sæsoner i den næstbedste række i Danmark ned i 2. division.

Holdet fra Østerbro havde i forvejen tre point op til Hobro IK, som samtidig havde en langt bedre målscore før sidste spillerunde. Hobro vandt sin sidste kamp 3-2 over Middelfart, som allerede var rykket ned fra 1. division.

Samtidig spillede B.93 uafgjort mod Aarhus Fremad i en kamp, der endte 2-2. AaB vandt sin sidste kamp i sæsonen 1-0 over HB Køge.

Dermed er den nederste halvdel af 1. division afgjort. AaB fik syvendepladsen, mens Aarhus Fremad endte på ottendepladsen.

Hobro kom med sejren op på en niendeplads foran HB Køge, der sluttede som nummer ti.

B.93 sluttede som nummer 11 foran Middelfart, der for længst var rykket ned som nummer sjok.

Hjemmeholdet B.93 gav lørdag fansene lidt at juble over i sidste 1. divisionskamp i denne omgang. Ludvig Henriksen reagerede godt på et indlæg og sendte bolden i mål efter 24 minutter.

Kort efter gik det dog galt. Gæsterne fra Aarhus fik to store muligheder inden for fem minutter, hvor først Elias Egerton og derefter Magnus Kaastrup bragte gæsterne foran.

Efter godt en time fik B.93 udlignet, da Mikkel Wohlgemuth udnyttede en stor målmandsfejl og scorede til 2-2.

Sidste runde af oprykningsspillet i 1. division bliver først spillet søndag.

/ritzau/