B.T.s sportschef: Fuglsangs kone fik ret igen

 

Hvert år håber alle danske cykelfans, at Jakob Fuglsang leverer et stort Tour de France. For ofte er de drømme langt fra gået i opfyldelse, men hvis der findes ét år mere end nogensinde før, hvor hele Danmark sammen med Fuglsang nemt kan tillade sig at sætte fantasien fri og tro på det helt store resultat på de franske landevej, så er det i sommeren 2019.

Jakob Fuglsang er med sin sejr i Critérium du Dauphiné nu ikke blot længere en af de mange perifere outsidere. Han er reelt en af favoritterne. Og det er efterhånden ikke kun danskere med rød-hvide briller, der tør melde Fuglsang op som en af de større favoritter til Touren, nej blandt de udenlandske sportsdirektører i feltet taler de nu også seriøst om danskeren som en mand, alle regner med om under en måned, når Tour de France begynder.

Sammen med Schweiz Rundt er Critérium du Dauphiné at regne som den store generalprøve før Tour de France køres, og alle de største navne er i spil i de to løb. Dem har Jakob Fuglsang sat på plads.

Da favoritterne søndag eftermiddag i et sidste desperat forsøg prøvede at plante den danske Astana-kaptajn før målstregen, fulgte han nemt med og åbnede nærmest ikke munden, mens de andre ryttere lignende en gruppe, der var tæt på at eksplodere. At skrive Jakob Fuglsang er i topform, er en mild underdrivelse.

Efter Tour de France sidste år skrev jeg i en klumme, at Fuglsang burde koncentrere sig om noget andet end verdens største cykelløb, Tour de France. I 2018 lignede det igen, at det aldrig skulle blive til noget. Desværre. Og så mente jeg, danskeren hellere skulle koncentrere sig om ugelange etapeløb og klassikerne.

De to sidstnævnte løbstyper har han i 2019 atter vist, han er verdensklasse i. Senest søndag eftermiddag og tidligere på sæsonen med sejren i Liège-Bastogne-Liège.

Men Astana-ledelsen deler helt tydeligt ikke min tidligere opfattelse, for Jakob Fuglsang får denne sommer et nyt forsøg på at køre sig til et stort resultat som kaptajn. Og med tanke på 2018-sæsonen er det svært at være uenig med dem. Han skal selvfølgelig have en ny chance.

Med den form, fokus og fart skal han simpelthen have muligheden.. Og kritikerne, mig selv inklusiv, bør nu give ham en ny og fair chance til at vise sine evner over tre uger.

De gode resultater indtil nu i sæsonen kan meget vel være lige præcis dét, der gør forskellen om en måneds tid i Tour de France.

Da vi på B.T. besøgte Jakob Fuglsang for et par uger siden i privaten i Monaco i forbindelse med et nyt, stort samarbejde mellem Fuglsang og B.T., var han helt åbenlyst afslappet og rolig, da vi pressede ham på sine Tour-drømme.

Han stod ved sin chance, og nævnte selv, at sejren i Liège-Bastogne-Liège har givet ham ro og overskud, og fjernet alt det stress og pres, som i andre Tour-udgaver ikke har hjulpet ham på vej.

Vi talte også med hans hustru, Loulou Fuglsang. En måneds tid inden havde hun vist vilde evner som spåkone, da hun havde fortalt sin mand, at han først ville blive nummer tre til Amstel Gold Race, derefter nummer to til Fléche Wallone og sidst sikre sig en sejr i Liège-Bastogne-Liège. Det holdt stik.

Derfor spurgte vi også Loulou Fuglsang om Critérium du Dauphiné. Til det svarede hun, at Jakob Fuglsang ville vinde. Og hvad så med Touren? Det ville hun ikke citeres for, men hvis hendes spådom igen går i opfyldelse, kan hele cykeldanmark godt begynde at glæde sig.