Axelsen misser mulig danskerfinale i Indonesien

Det bliver ikke en rent dansk finale i Indonesia Masters. Lørdag tabte Viktor Axelsen sin semifinale.

Semifinalen blev endestationen for Viktor Axelsen i Indonesia Masters. Adek Berry/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Der var mulighed for en rent dansk finale i herresingle i badmintonturneringen Indonesia Masters, men sådan gik det ikke.

Verdensranglistens nummer fire, Viktor Axelsen, formåede ikke at besejre indoneseren Anthony Ginting, der havde fordel af hjemmebane i Jakarta.

Ginting vandt 22-20, 21-11 og strøg dermed i finalen i turneringen, der rangerer på World Tourens niveau 4.

Der kan dog stadig komme dansk islæt i finalen, hvis Anders Antonsen vinder sin semifinale over Lee Cheuk Yiu fra Hongkong.

Der blev kæmpet hårdt for alle pointene i opgøret mellem Axelsen og Ginting. De to spillere fulgtes ad i hele første sæt, men Ginting havde is i maven, da det skulle afgøres.

Viktor Axelsen kastede sig rundt på banen, men faldt i et hul, da indoneseren bragte sig foran 14-9 i andet sæt. En lang og opslidende duel ved stillingen 15-11 faldt ud til Gintings fordel, og herfra styrede en velspillende Ginting mod sejren.

På den første matchbold slog Viktor Axelsen bolden ud af banen, og publikum kunne sammen med Ginting bryde ud i jubel.

Vejen til finalen er blevet en anelse nemmere for herrespillerne, fordi den japanske verdensetter, Kento Momota, på forhånd trak sig fra turneringen.

Momota var mandag involveret i en bilulykke, få timer efter at han havde vundet finalen i Malaysia Masters over Axelsen.

Efterfølgende blev han meldt ude i to måneder. Også kineseren Chen Long, der var seedet som nummer tre, trak sig fra Indonesia Masters, mens førsteseedede Chou Tien-chen røg ud i første runde.

/ritzau/