Axelsen knuser hjemmebanedarling i India Open-finale

Viktor Axelsen vandt i to sæt over inderen Srikanth Kidambi efter en suveræn indledning på kampen.

Viktor Axelsen spillede op til sit topniveau i første sæt, da han søndag sikrede sig årets første turneringssejr uden for Europa. Str/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Den danske badmintonstjerne Viktor Axelsen tog søndag årets første turneringssejr uden for det europæiske kontinent.

Ved India Open, der rangerer på niveau 4 på World Touren, vandt Axelsen finalen over indiske Srikanth Kidambi med 21-7, 22-20.

Dermed gik danskeren igennem turneringen uden at afgive et eneste sæt, selv om han i finalen måtte afværge to sætbolde i andet sæt.

Axelsen startede med at spille på den gode banehalvdel, hvor der var modvind, og det udnyttede han til fulde.

Srikanth Kidambi kunne slet ikke styre sine løft og clear i medvinden, og hvis ikke bolden røg ud, blev den kort, hvilket Axelsen straffede igen og igen med sine skarpe angrebsslag.

11-7 i dansk favør hed det halvvejs, og herfra udspillede den 25-årige fynbo totalt sin indiske modstander.

Han tog ti point på stribe efter den korte pause midtvejs og nåede op på 11 point i træk.

21-7 på blot 11 minutter, og hjemmebanedarlingen havde et kæmpe stykke arbejde foran sig, hvis ikke det skulle ende med en dansk massakre.

Selv om Axelsen nu kom over på den svære side af nettet, så fortsatte han med at dominere, selv om Srikanth Kidambi fik stoppet den pointmæssige blødning ved 1-3.

Axelsen kunne ikke spille helt så frigjort grundet vinden, og langsomt kom inderen med i kampen igen.

Fra 9-12 kom han tilbage på 12-12, og ved 14-13 kom han første gang foran siden 2-1 i første sæt.

Det blev helt tæt hele vejen, og det duftede af et tredje sæt, da Srikanth Kidambi fik to sætbolde ved 20-18, men så løftede Axelsen igen niveauet.

Med fire point på stribe tog han stikket hjem.

/ritzau/