Avis: Rasmussen vil være mexicaner

Ifølge en mexicansk avis har cykelrytteren Michael Rasmussen i sinde at skifte fra dansk til mexicansk statsborgerskab.

Det er slet ikke sikkert, at cykelrytteren Michael Rasmussen nogensinde kommer til at trække den danske landsholdstrøje over hovedet igen til et VM eller et OL.

Ikke alene er Rasmussen for tiden suspenderet fra landsholdet på grund af sine mangelfulde indberetninger til dopingmyndighederne, han overvejer tilsyneladende også at skifte til mexicansk statsborgerskab.

Det skulle Rasmussens kone Cariza Munoz Carrete ifølge den mexicanske avis Diario de Yucatán have sagt til mexicansk tv. Formaliteterne var dog endnu ikke gået på plads.

- Men hvis I kender nogen ved immigrationsmyndighederne, som kan hjælpe, hører vi gerne, lød det fra Cariza Munoz Carrete, som selv er mexicaner.

Avisen spekulerer samtidig i, om Rasmussen allerede ville kunne stille op for Mexico ved OL i Beijing i 2008.

/ritzau/