Et forbud mod bettingreklamer med kendisser og internetreklamer begrænses til personer over 18 år.
Det er to af de tiltag, som den australske regering vil indføre for at begrænse bettingreklamer i forbindelse med sportsbegivenheder.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Tiltagene skal være med til at hjælpe til den australske folkesundhed, lyder det.
Sidste år blev det anslået, at bettingproblemerne kostede den australske regering 23 milliarder dollar. Det svarer til cirka 150 milliarder kroner og er det højeste per indbygger i verden.
De nye tiltag indebærer også et loft på tre reklamer i timen mellem klokken 06.00 og 20.30 samt et forbud under direkte sportsudsendelser i det tidsrum.
Reklamer vil også blive forbudt i radioen på tidspunkter, hvor børn bliver kørt til og fra skole.
Brugen af kendisser og sportsstjerner i reklamer forbydes, og bettingsponsorater vil blive forbudt på sportsarenaer samt på spilleres tøj.
De nye tiltag lever dog ikke helt op til det, en undersøgelse igangsat af regeringen anbefalede for tre år siden. Dengang var anbefalingen klokkeklar. Et totalt forbud mod bettingreklamer online.
Den australske premierminister, Anthony Albanese, kalder alligevel de nye regler "den mest betydningsfulde reform på bettingområdet, der nogensinde er indført".
- Regeringen tager betydelige skridt for at håndtere de samfunds- og folkesundhedsmæssige bekymringer forbundet med betting, siger han.
/ritzau/
